Grønlands Selvstyre
Museumsinspektør til det immaterielle kulturarvsområde
Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (NKA) søger museumsinspektør med primær arbejdsområde inden for det immaterielle kulturarvsområde. Stillingen ønskes besat d. 1. februar 2020 eller snarest derefter.
NKA har ansvaret for beskyttelsen af den immaterielle kulturarv i Grønland. Inspektørens særlige arbejdsområde omfatter varetagelse af NKAs og Grønlands interesser og forpligtelser over for UNESCOs Konvention til beskyttelse af den immaterielle kulturarv. Inspektørens primære opgave består således i at identificere og definere elementer af immateriel kulturarv, som findes i Grønland. Inspektøren skal i denne sammenhæng udarbejde og løbende opdatere en fortegnelse over kendt immateriel kulturarv ved at inddrage samfund, grupper og relevante organisationer.